Hvad er Krea for os?
Krea for os er et kreativt morgenfællesskab for 6.-9. klasse, hvor eleverne mødes i store HDS og arbejder med egne eller fælles projekter inden for billedkunst og håndværk/design. Der er fokus på ro, fordybelse og kreativ udfoldelse – og så byder vi på en god start på dagen med morgenmad.
Hvorfor har vi Krea for os på skolen?
Formålet er at give eleverne en alternativ og tryg begyndelse på skoledagen, hvor de møder smil og nærvær, og får mulighed for at udfolde sig kreativt samt skabe relationer på tværs af klasser og årgange. Tilbuddet er særligt relevant for elever, som har brug for relationsarbejde eller som bare elsker at være kreative – både med hænder og hoved.
Hvilken effekt har Krea for os?
Både elever og lærere fremhæver, at holdet skaber glæde, motivation og nye venskaber. Eleverne oplever, at de bliver mere trygge og klar til resten af skoledagen. Eleverne giver selv udtryk for, at de gerne ville have det hver dag hele året og gerne vil starte endnu tidligere.
Forældrene fortæller, at deres børn er utroligt lette af få af sted om morgenen, selvom det starter så tidligt, og at det skaber skoleglæde, da eleverne oplever sig som en del af et nyt fællesskab på skolen.
